Tilbage til Online forløb

Online forløb

Vælg et forløb

Minilamper


Mennesker har altid haft et behov for lys.

 

 

De første mennesker fik hurtigt lært at tæmme ilden og dermed skaffe sig varme og lys. Man bragte ilden med sig i form af fakler og klarede sig på den måde i mange tusinde år.

 

Op gennem historien udviklede faklen sig fra fedt smurt på grene til tran- og olielamper. I 1880 opfandt Edison den første effektive elpære og tog patent på denne.

 

 

Lær om kredsløb

I dag er god belysning et must, og der udvikles dagligt nye og bedre lamper i flotte design, der tilgodeser enhvert behov. I dette forløb skal du arbejde med at designe en unik lampe – noget danske Poul Henningsen (PH) blandt andet har haft stor succes med. Hans lamper er i dag nogle af de mest kendte danske mærkevarer, med priser på over 500.000 kr. for de dyreste.

PH’s lamper er alle lavet til stikkontakter med 220 volt, men man behøver ikke at arbejde med 220 volt, når man skal designe lamper. Når man arbejder med 220 volt, er der flere ting, der kan gå glat, og man risikere i værste fald at komme slemt til skade. Faktisk er det lige så sjovt kun at arbejde med 1,5 til 3 volt. Her bygger man minilamper, der fremstår som eksempler på, hvad man senere kunne producere som et 220 volts produkt.

Før du kaster dig ud i designet af en lampe, er det vigtigt, at du forstår at bygge et lille kredsløb, hvor strømmen kan løbe. Desuden vil det være praktisk, om du kan tænde og afbryde strømmen. Det er det, du gør hjemme på en stikkontakt.

Derfor følger der her en lille gennemgang af, hvad du bør være i stand til at konstruere, før du kaster dig ud i designfasen.

Et lille kredsløb

 

Du skal lave et lille kredsløb som det viste. Som du kan se, er der en pære, der lyser, samt to længere ledninger, der transporterer strøm til og fra pæren. Den strøm bliver leveret af de to batterier i batteriholderene. Desuden kan du se en kontakt, der kan afbryde for kredsløbet. Har du ikke en sådan, kan du selv bygge en simpel kontakt med to søm eller lignende, se videoen.

Opgave 1 – Byg et kredsløb

Byg et kredsløb, som det viste, med ét eller to batterier.

 

Du kan udskrive tegningen her: Byg et lille kredsløb

 

Antallet af batterier afhænger af, hvor kraftigt lyset skal være, samt hvor mange volt batteriet kan yde. 2 batterier, der er forbundet som vist på billedet, giver et kraftigere lys.

Du skal bruge 3 stykker ledning, en lille plade, der passer til det antal batterier, du vil bruge, samt kobbersøm (har en god ledeevne.) Du skal desuden ”opfinde” en kontakt, der kan tænde eller slukke for strømmen.

Når dit kredsløb virker, har du taget det første skridt i designet af din helt egen lampe.

 

Opgave 2 – Indledende design

Nu skal du til at tænke over, hvilken type lampe du ønsker at designe. Der er mange typer af lamper og mange steder, man har brug for dem.

Du kan overveje et af følgende forslag:

 

  • Væglampe

  • Standerlampe

  • Loftslampe

  • Arbejdslampe

  • Bordlampe

  • Dekorationslampe

 

Hver af disse lampe har forskellige funktioner og formål. En lampe kan godt have flere anvendelsesmuligheder, det afhænger i høj grad af designet. Du kan finde de forskellige typer af lamper på mange boligsider og i specialforretninger, samt gennem almindelig søgning på nettet.

Opgave 3 – Billedcollage

Søg på nettet og find eksempler på forskellige lamper, du godt kan lide. Tag et screenshot af lamperne og print dem ud.

Hæng et skilt med navnet på forskellige typer lamper op på tavlen og sæt billederne op på tavlen under den type, lampen tilhører.

 

Diskuter i grupper, hvilke typer lamper I bedst kan lide og hvorfor.

Skriv kommentarer ned om, hvad der gør en lampe flot og brugervenlig i jeres øjne. (Husk man behøver ikke være enig, alle har hver sin smag.)

Opgave 4 – I gang med designet

Nu har du måske dannet dig et overblik over, hvad andre tænker om lamper og fundet ud af, hvad der tiltaler dig ved en lampe.

Derfor er det tid til at komme i gang med dit eget design af en lampe. Som inspiration til teknikker, du kan vælge at arbejde med, er her nogle videoer. Selvom de fleste af lamperne, du nu skal se, er større end den, du selv vil bygge og sproget er engelsk, kan du sagtens inspireres af måden, de skabes på:

How to make a night lamp

How to make a lampshade...

DIY paper lamp/lantern

Make an upcycled plastic bag lamp

Opgave 5 – Fremstil din lampe

Nu er det på tide at start dit arbejde i værkstedet. Følg denne disposition, så ender du med et flot, færdigt produkt:

 

  • Bestem dig for, hvilken type lampe du ønsker at designe. Hvor skal den bruges, har den flere funktioner, hvem ville køberne være, skal den kunne masseproduceres..? 

 

 

  • Tegn et udkast til din færdige lampe på et stykke papir.

 

  • Find ting, du kan bruge til at bygge din minilampe.

 

 

 

Hvis du for eksempel har valgt at lave en lampe med en kuppel (kugle), så kan du måske bruge en bordtennisbold til den del, eller måske en beholder fra et kinderæg (hvis kuglen er lidt aflang.)

Har du valgt en kasseform, så kan en æske fra tændstikker måske bruges, eller en lille tyggegummikasse!?

Brug din fantasi, og hvis du ikke kan finde det, du mangler, så undersøg, om du selv kan høvle, save, klippe eller skære det i papir, pap, træ, plastic osv.

Hvilken farve skal din lampe have, eller skal den slet ikke males?

 

 

 

  • Når du har fundet det, du skal bruge, tænker du godt over, hvordan strømmen skal løbe gennem din lampe. Skal ledningerne skjules i materialerne eller løbe udenpå? Skal ledningen/ledningerne være en del af designet? Hvordan skal man tænde og slukke for lampen?

 

 

  • Byg din lampe og test den.

 

 

  • Lav en flot opstilling af din lampe!

God fornøjelse!


Tilbage til Online forløb